|
Vedligeholdelsesanvisning
For at en rustfri ståloverflade skal bevare sin glans og sit udseende samt undgå lokale korrosionsangreb, skal der foretages en løbende rengøring efter nedenstående anvisning.
Misfarvninger og belægninger kan forekomme på den rustfrie overflade hvis f.eks. vand eller rengøringsmidler indtørrer.
Opståede rustdannelser har i de fleste tilfælde ikke noget at gøre med korrosionsbestandigheden på det pågældende materiale, men kan i de fleste tilfælde henføres til anbringelse af genstande af almindeligt jern, som kan afgive korrosionsprodukter, der hæfter på den rustfrie overflade.
En anden årsag kan være højt jernindhold eller jernpartikler i det anvendte brugsvand, som, når vandet tørrer ind, er årsag til rustpletter.
Det rustfrie stål udviser en vis følsomhed over for lokale korrosionsangreb, den såkaldte punkttæring, fremkaldt af kloridholdige miljøer f.eks. opløsninger indeholdende kogesalt. I sådanne tilfælde skylles overfladen straks.
Stærke opløsninger af mineralsyre og visse organiske syrer kan være årsag til et korrosionsangreb på den rustfrie overflade.
En sådan korrosion kan vise sig i form af rustpletter, men optræder normalt som matte gråtonede nuancer i overfladen samt ved stærke sårangreb.
Efterstående anvises hvorledes den normale vedligeholdelse af rustfrit stål udføres samt oplysning om, hvordan opståede belægninger og rustpletter kan fjernes:
Normal vedligeholdelse
Strø noget tørt pulverformet rengøringsmiddel f.eks. opvaskepulver eller en mild skurecreme på overfladen. Gnid pulveret/cremen let mod overfladen med en fugtig klud eller svamp. Rengøringsmidlet fjernes med koldt vand, tør efter med en tør, blød klud.
I det tilfælde, at der forekommer misfarvninger efter tørringen, er dette en indikation på, at overfladen endnu ikke er ren, hvorfor behandlingen gentages.
Ved stærk tilsmudsning gentages behandlingen
NB ! Overfladen bør ikke skylles med varmt vand, da misfarvninger, på grund af fordampningen, let forekommer. Lad derfor aldrig overfladen tørre af sig selv.
Fjernelse af kalkbelægninger
Kalkbelægninger, som let forekommer ved vandets indtørring på overfladen, kan fjernes med nogle af følgende midler:
- Husholdningssprit
- 10% eddikesyre
- Fortyndet salpetersyre (1 del HNO3 til 4 dele vand)
NB ! Ved brug af salpetersyre bør der sørges for god ventilation. I øvrigt skal forskrifter for brug af stærke syrer overholdes.
Efter behandling med et af ovenstående midler, skylles overfladen omhyggeligt med koldt vand og aftørres med en tør, blød klud.
Fjernelse af rustpletter
Rustpletter, som kun kortvarigt har været på overfladen, kan fjernes ved at anvende en mild skurecreme. Cremen gnides let mod overfladen med en fugtig klud. Skyl efter med koldt vand og aftør med en tør, blød klud.
Har rustpletterne været til stede i længere tid, opstår der sædvanligvis en vis indbrænding af korrosionsprodukterne i den rustfrie overflade, og resulterer i vedblivende misfarvninger på trods af ovenstående behandling.
I dette tilfælde anbefales børstning af overfladen med tørre nylonfiberbørster eller behandling med fortyndet salpetersyre ( 1 del HNO3 til 4 dele vand). Skyl efter med koldt vand og aftør med en tør, blød klud.
|